Kære Else – i dag er din etårsfødselsdag.

I dag skulle have været en af de lykkeligste dage i din mor og fars liv. Vi skulle have fejret første fødselsdag hjemme i Tranbjerg og været ved at revne af stolthed over dig. Lige meget hvad du gjorde i dag, så ville vi halse rundt efter dig for at give dig krys og krammere.

Det har vi ikke fået lov til og jeg kan ikke beskrive hvor smertefuldt det er.

Jeg føler jeg lever i en verden hvor jeg nærmest ikke må nævne dit navn mere. Menneskerne omkring mig får det dårligt når jeg vil tale om dig og det er bestemt ikke fordi at jeg ikke kan forstå dem – det er en forfærdelig historie at høre omkring, men for hver gang jeg må nævne dit navn eller andre nævner dig, så bliver jeg glad.

Jeg er stolt over at være far til dig og jeg savner dig helt vildt meget.

 

Det har været et år i helvede for din mor og far. For præcis et år kom på Skejby Sygehus og vi skulle møde dig for første gang. Høre dit skrig og se din øjne. Jordemoderen spurgte os om dit køn og jeg husker at jeg sagde at det vidste vi ikke og vi bare ville have en sund og rask baby. Få minutter senere kæmpede de med at finde din hjerterytme, men den ældre jordemoder forsikrede den unge om at det var helt normalt så sent i en fødsel ikke at kunne få den frem. Få minutter efter blev du født. Jeg glemmer aldrig at se dit livløs som en blæksprutte blive lagt på din mors mave. Inden hun kunne nå at tage fat i dig trak en jordemoder dig væk og giv over i den anden ende af stuen. Et par minutter senere var stuen fyldt af mennesker og alt var kaos. Ledningerne var ikke lange nok og sygeplejesker, læger og jordemødre var ved at falde over dem og hinanden. Din mors seng var blevet hævet op og jeg sad i en stol ved siden af hende og var i samme øjenhøjde.

En læge skreg højt at hun havde mistet en del blod og prøvede febrilsk at stikke i din mor og råbe ordrer rundt i lokalet. Jeg sad forstenet i stolen og kiggede din mor i øjnene og var sikker på hvad klokken havde slået – både at jeg skulle hjem fra Skejby uden dig og din mor.

20 minutter senere blev jeg bedt om at rejse mig op, men jeg blev svimmel og satte mig ned i stolen. 5 minutter senere blev jeg bedt om at rejse mig op igen, da du skulle døbes. Da de spurgte mig om dit navn, var jeg nød til at spørge om du var en dreng eller pige – først da fik din mor og jeg at vide at du var en pige. Du blev døbt af en børnelæge der sprøjtede vand på dig ud af en lille kanyle.

10 minutter senere spurgte lægen om vi ville have dig i en respirator. Jeg kunne lige og lige fremstamme spørgsmålet: ”Hvor længe har min datter været uden ilt?”. Svaret var noget lignede: ”For længe, vi kan give hende et par timer mere at leve i”.  Jeg fik fremstammet noget lignende at vi ikke ønsker at hun skal være i en respirator, så de stoppede hjertemassagen og iltindpustningen på dig og lagde dig i mine arme.

Få minutter senere blev du lagt i dine mors arme og vi blev kørt væk fra fødestuen og over på en afdeling til forældre som os. Herfra lavede jeg tre telefonopkald som nok har gjort at jeg hader at ringe op og snakke i telefon i dag. Jeg ringede til din moster, mormor og bedstemor og fortalte hvad der var sket.

De næste dage var ren og skær kaos og jeg var sikker på at nu ville vi bygge en voldgrav rundtom vores hus og prøve at lukke verden udenfor. Efter at læst andre forældres beretninger blev vi enige om at hvis vi skulle undgå at blive komplet sindssyge, så måtte vi gå den anden vej og prøve at åbne op over for folk. Jeg tror faktisk kun at jeg én gang det sidste år har sagt nej til at tale om hvordan jeg havde det og håber at kunne fortsætte af den vej.

I februar sidste år, under ét år efter vi stod i Tranbjerg Kirke og blev viet, skulle jeg bære din kiste ud af kirken. Lige nu er jeg i tvivl om jeg kommer i en kirke igen nogensinde. Hvis din storesøster vil konfirmeres, så tager jeg selvfølgelig i kirken igen. Men ellers så kan jeg ikke se hvad der skulle få mig derind igen.

Vi valgte at du ikke skulle have en gravsten. Jeg har selv stået adskillige timer foran din farbrors (min tvillingebror) gravsted og grædt i min ungdom. Det synes vi ikke at din søster skulle opleve. Du er i vores hjerter, ikke i en gravsten.

Verden er ikke den samme mere for din mor og far. Vi er ked af det, rasende og frustreret. Bare det dog var sket for nogen andre end os – alle andre for dens sags skyld – bare det ikke var os. Vi synes at verden er uretfærdig. Du var sund og rask og scanningen af dig 10 dage før du blev født var så kedelig som den overhoved kunne være. Alle din værdier var nærmest på tredjedecimal gennemsnitlige. Du var perfekt og et manglende beskyttelsesgelélag på din navlestrengen var nok til at tage dig fra os.

På den ene side så har Karen haft en af livets sjoveste aldersgruppe fra 1,5-2,5 år det sidste år, men din mor og jeg har ikke kunnet nyde det som hun eller vi havde fortjent. Men vi lover dig at vi gør alt hvad vi kan for at prøve at nyde livet og blive gamle og grå sprængfyldt med gode minder – selvom det er hårdt og uoverskueligt nu.

Jeg ved godt at alt i verden du ville have ønsket var at få kærlighed og smil fra dine forældre og du bestemt ikke havde ønsket at vi skulle være så ked af det hele tiden. Men vi er kede af det og vi savner dig hele tiden.

Din mor og jeg hører ofte af andre at de ikke vil gøre os kede af det ved f.eks. at spørge ind til dig eller hvordan vi har det. Men det kan de faktisk ikke, vi er kede af det hele tiden, men har lært en disciplin hvor vi kan gå ind og ud af sorgen hele tiden. Jo mere de taler med os omkring hvordan vi har det og om dig, jo bedre får vi det faktisk. Det er dog ikke helt rigtigt hvad jeg siger – man kan godt gøre os mere ked af det/sure – det er ved at sige til os: ”du havde fortjent at dø”, ”det var godt at du døde” eller ”der er en mening med alting”.

Der bliver talt til os om at vi nok skal finde de gamle Anette og Per igen. Vi er ikke de samme mennesker som dengang og bliver det ikke igen. Vi har ikke drukket alkohol siden vi mistede dig og vi ser helt anderledes på mange ting i livet nu. Vores fødselsdage var hårde, da vi manglede dig og nytårsaften giv vi i seng kl 22. Du har givet os så meget kærlighed og forståelse for livet. Med tiden må lære at leve med sorgen og få et smil frem hver gang vi tænker på dig frem for tårer.

Vi kæmper med alt vi har for at holde os oppe, men der er ikke meget energi til at kunne overskue livet generelt. Så ved siden af mor og fars job og Karens dagligdag, så er der ikke meget tilbage. Vi ser ikke så mange mennesker i vores fritid mere og dem vi ser, er dem som selv er gode til at blive ved at tage fat i os – da de ved at vi ikke magter det.

Jeg prøver at sige til mig selv at alle de gode ting jeg gør nu, er p.g.a. dig. Du har gjort mig til et bedre menneske – også selvom jeg vil gøre alt og gerne give mit eget liv for at du var her igen.

Du er ikke glemt og du er i vores hjerter hele tiden.

Tillykke med fødselsdagen.