Agurkesalat / syltede agurker hører sig til på den ristede med det hele, men den er også skøn til hakkedrengene, i burgeren og bøfsandwichen, til stegte rødspættefileter eller grillkylling med brun sovs. Eller bare som et tilbehør til julefrokosten eller på påskebordet!

Agurkesalat er så rørende nemt og lynhurtigt at lave selv, og du er selv herre over, hvor sprøde agurkerne skal være. Jo længere tid, du lader dem trække, jo blødere bliver de. Det er helt sikkert en smagssag: Nogle foretrækker dem helt bløde ligesom dem, du køber i supermarkedet, mens andre godt kan lide, at de stadig har lidt bid og knas.

Du kan også styre sprødheden ved at skære agurkerne ud i lidt tyndere eller tykkere skiver. Des tykkere, des længere tid kan de ligge i lagen uden at blive helt bløde.

Den er også nem at variere smagen med forskellige krydderier. Det her er en grundopskrift, hvor jeg kun har brugt sukker, salt og peber, men du kan sagtens tilføje eksempelvis laurbærblade eller dild. Og så kan du selv skrue op og ned for sukkeret, som du nu ønsker.

Det er en supernem opskrift, som alle kan være med på!

Agurkesalaten holder sig helt fint i et par måneder i køleskabet.

Agurkesalat

Agurkesalat (syltede agurker)

Forb. tid 5 min
Tilb. tid 5 min
Ret Tilbehør
Køkken Dansk
Antal 1 glas

Ingredienser
  

  • 1 stk. Agurk
  • 1 tsk. Salt
  • 1 deciliter Eddike
  • 1 deciliter Vand
  • 0,5 deciliter Sukker
  • 1 tsk. Salt
  • Peber

Sådan gør du
 

  • Start med at skære agurkerne i tynde skiver. Du kan gøre det lidt nemmere for dig selv ved at bruge et mandolinjern, men du kan også bare skære dem i hånden.Læg agurkeskiverne på en tallerken eller et rent viskestykke / køkkenrulle.Drys cirka én teske salt udover dem. Det er med til at trække lidt af væsken ud af agurkerne.
  • Bring mellemtiden edikke, vand, sukker, salt og peber i kog i en gryde over mellemhøj varme. Tag gryden af varmen, når sukkeret er opløst.
  • Pres / klem vandet ud af agurkerne og læg dem i et sylteglas, der er skoldet forinden.Hæld lagen over agurkerne, så de dækkes, luk glasset til og sæt det på køl.
    Lad det gerne trække i en time inden servering.
Keyword Syltning