Hvordan har far det op til fødslen?

Vi har ofte fokus på kvinden, når det handler om fødsler. Og med god grund – for det er jo kvindens krop, der står for hele arbejdet. Men som forberedelse til din fødsel kan det være en god idé at overveje, hvad det er for en oplevelse, der går din mand i møde. Hvad foregår der egentlig inde i hans hoved?

De fleste kvinder forestiller sig deres mand sidder trofast ved deres side, når veerne for alvor går i gang og smerterne melder sig. Han beroliger, trøster og opmuntrer tålmodigt. Men er det også det billede, han selv har – og tænker han overhovedet på fødslen?

 

Det er dig, der bærer barnet

For kvindens vedkommende fylder fødslen en hel del mere i bevidstheden, end den før for manden. Naturligvis, fristes man til at sige. For det er netop kvinden, der bærer barnet i ni måneder; det er hendes krop, der skal gennem en fødsel, og det er dermed også hende, som konstant bliver mindet om, hvilken proces hun er midt i.

Samtidig ser manden til fra sidelinjen. Der skal ske en forandring – en stor forandring – men den har ikke samme konstante, fysiske indflydelse på ham, som den har på hende under graviditeten. Og netop derfor fylder selve fødslen ofte heller ikke det samme hos manden, som det gør hos kvinden. Ofte melder fødslen sig først rigtig på lystavlen hos manden, når veerne er en realitet.

Bekymringerne og forberedelserne til at fødsel er for mange pars vedkommende en proces, som de arbejder helt forskelligt med. Som kvinder har vi en tendens til at tænke over og bekymre os om det, der fremtidigt skal ske. Også selvom vi egentlig ikke kan gøre noget ved det nu. De fleste mænd er anderledes indstillet til fremtiden. Ofte fylder den ikke det helt store, og fødslen bliver først for alvor overvejet, når der ses tegn på den, og der skal handles.

 

Presset til følelser

I vores tanker bekymringer og planlægning af graviditet og fødsel bliver vi kvinder i høj grad optaget af vores egen krop, familieforøgelse og kommende udfordringer. Så meget, at vi helt kan glemme, hvordan det egentlig er for vores mand. Har han det på samme måde? Og hvad hvis han ikke har – skal jeg så tvinge ham til at tænke, føle og bekymre sig, som jeg gør?

Ofte forventer vi, at vores mand tager billeder af den fine mave, at han skal være topengageret til jordemoderbesøgene, og at han til enhver tid skal være klar til at holde hånd og ae på maven.

Inden frustrationerne for alvor melder sig, så husk dig selv på at give din mand plads. Giv ham plads til at forberede sig i sit eget tempo. Vis ham at du værdsætter hans opmærksomhed, og at hans omtanke for dig og barnet betyder meget. Men lad være med at presse ham til at føle det, du gør. Det er en umulig mission og vil formentlig for din mands vedkommende ende med en klaustrofobisk oplevelse af frustrationer over ikke at være god nok.