Traditionen med at overraske den vordende mor med et babyshower bliver mere og mere populær i Danmark. Det er dog stadig en relativt ny tradition herhjemme, hvorfor man godt kan føle sig lidt rådvild, når man står man babyshower-tjansen. For hvordan forløber sådan en begivenhed lige? Hvad gør man med pynt og mad, og hvilke gaver egner sig bedst?

 

Gaver til babyshower

Man giver gerne en gave, der enten er tiltænkt mor eller baby. Det kan eksempelvis være lidt forkælelse, noget praktisk eller tøj eller legetøj til babyen. Der er intet prisleje, man absolut skal holde sig inden for, men vil man gerne give en større gave, kan det være en god idé at gå flere sammen om én gave.

Gaver til den kommende mor

Vil du gerne give den kommende mor en gave, plejer det at være noget, hun enten kan forkæle sig selv med under graviditeten eller umiddelbart efter fødslen.

  • Massage: Den kommende mor er højst sandsynligt nået til et punkt i graviditeten, hvor det hele gerne snart må være overstået. Du kan hjælpe hende med at gøre ventetiden lidt mere behagelig ved at forære hende et gavekort til en graviditetsmassage. På den måde kan hun få løsnet godt op for spændingerne i sin ømme krop.
  • Spa: En lækker ansigtsbehandling kan være med til at bringe lidt liv tilbage i øjnene hos din trætte veninde. Forær hende en dag i en spa – og tag eventuelt med hende, så I kan nyde oplevelsen sammen!
  • Sødt til ganen: Find ud af hvad hende absolut favoritchokolade eller -snack er og giv hende så en stor kurv fyldt med disse!
  • En tur til frisøren: Jo længere man kommer hen i graviditeten, jo mindre overskud bliver der til at gøre det helt store ud af sig selv. Og jo mere hjælp har man til at føle sig lidt lækker igen. Din veninde føler sig sikkert ikke helt som sit gamle sprudlende jeg længere. En opfriskende klipning eller hårfarve kan gøre underværker for humøret.
  • Ammevenligt tøj: Når baby er kommet til verden, forvandles din veninde til en omvandrende madpakke. Det betyder, at hun nemt og ubesværet skal kunne amme baby. Giv hende noget ammetøj, hun kan føle sig lækker i på trods af de ekstra kilo, der ofte følger med graviditeten.

 

Gaver til babyen

  • Barnets første bog: Dette er en helt klassisk gave, enten som dåbsgave eller barselsgave, og så er den helt oplagt at forære til et babyshower. Det er en bog, forældre og barn vil få utroligt meget glæde af.
  • Alt til puslebordet: Hvis der er noget, der næsten altid falder i god jord, så er det alt, der kan give moren en undskyldning for at røre og nusse om babyen. Her er både babyolie, creme, klude, bleer med videre nogle praktiske og oplagte gaver.
  • Huer, vanter og strømper: Baby skal holdes lun på de mange gåture med barnevogn og kaffe to-go.
  • Babytøj: En klassisk gaveidé, som du næppe går galt i byen med. Særligt bodystockings er noget, der altid kan bruges.

 

Mad til babyshower

Der skal gerne være lidt lækkert til ganen, både vådt og tørt. Drikkevarerne skal naturligvis være alkoholfri, og her kan du lave søde farvede (blå eller lyserøde) drikkevarer med ditto sugerør og pynt. Maden plejer gerne at være noget let inden for snackgenren. Her kan nævnes muffins/cupcakes, kager, frisk frugt, sandwiches, slik, vafler, pandekager, miniburgere og grøntsagsstænger med dip.

 

Pynt til babyshower

Pynt skal der til for at sætte den rette, nuttede stemning. Alt lige fra “It’s a boy/girl”-bannere til balloner, servietter, festlige sugerør til blomster og guirlander er festligt og hyggeligt.

 

Selskabslege til babyshower

Det er typisk, at der arrangeres en selskabsleg, der omhandler mor og barn. Det kan være en “gæt barnets vægt”-quiz, hvor man også skal gætte barnets hårfarve, fødselsdag og så videre.