Mit første forsøg med en kartoffelkage, der er en af mine favoritter.

Kartoffelkage

Forb. tid 1 t 20 min
Tilb. tid 10 min
Hviletid 1 t
Ret Sødt
Køkken Dansk
Antal 4 personer

Ingredienser
  

Creme til fyld

  • 1/2 Vaniljestang
  • 35 gram Sukker
  • 20 gram Majsstivelse
  • 60 gram Æggeblommer
  • 250 ml Sødmælk

Kagebunde

  • 1/4 Vaniljestang
  • 30 gram Sukker godt og vel
  • 50 gram Æggeblomme
  • 100 gram Hvedemel
  • 1/2 tsk. Bagepulver
  • 100 gram Æggehvider

Overtræksmarcipan

  • 150 gram Marcipan
  • 75 gram Flormelis
  • 18 gram Glukosesirup

Samling af kagerne

  • 3,75 dl Piskefløde
  • 1/2 tsk. Kakao pulver

Sådan gør du
 

Creme til fyld

  • Vaniljestangen flækkes på langs og den ene halvdel lægges til side til senere.
    Vaniljekornene fra den anden halvdel skrabes ud på skærebrættet med en urtekniv.
    Vaniljekornene skilles ad ved hælde en smule af sukkeret ovenpå kornene og mase det sammen med den flade side af kniven.
    Vaniljesukkeret, majsstivelsen og 50 milliliter af sødmælken piskes sammen i en skål. Brug gerne en elpisker, så det bliver pisket grundigt igennem.
    Æggeblommerne hældes ved og der piskes igen. Hvis du bruger blommerne fra hele æg, så gem æggehviderne til eksempelvis hjemmelavede marengs, kyskager eller til at tilføje lidt ekstra protein/fylde til omeletten eller æggekagen.
    Resten af sødmælken (de 200 milliliter) hældes i en kasserolle og bringes i kog under omrøring.
    Den våde blanding hældes med det samme over i den kogende mælk og det hele koges igennem, imens der piskes. Din vaniljecreme vil begynde at blive tykkere.
    Herefter hældes vaniljecremen over i en rengjort skål eller plastbeholder.
    Et stykke plastfilm lægges ned ovenpå cremen, så der ikke dannes kondens på undersiden af filmen.
    Sæt skålen på køl og lad cremen afkøle. Cremen skal senest anvendes dagen efter.

Kagebunde

  • Halvdelen af vaniljekornene skrabes ud af den sidste halve vaniljestang. Gentag metoden fra tidligere med at adskille kornene med en smule af sukkeret. Du har nu en lille klump vaniljesukker.
    Vaniljesukkeret piskes sammen i en skål med det resterende sukker og æggeblommerne. Hvis du bruger æggeblommer fra hele æg, skal æggehviderne bruges lige om lidt.
    Hvedemel og bagepulver sigtes ned i æggesnapsen og det vendes forsigtigt sammen.
    Æggehviden piskes stiv, dog ikke alt for stiv - overfladen skal stadig være blød og glat at se på.
    Den piskede æggehvide vendes lidt ad gangen sammen med dejen, indtil dejen er pæn og homogen.
    En bageplade beklædes med et stykke bagepapir og kagedejen fordeles herpå i et ensartet lag. Da kagedejen vil flyde lidt ud, når den kommer i ovnen, stopper du cirka 2 centimeters penge fra kanten af bagepladen.
    Bagepladen sættes i en forvarmet ovn, og kagebunden bages, til den ligeakkurat er bagt igennem og blevet lidt gylden i overfladen. Det tager mellem syv og ti minutter, alt afhængigt af din ovn.
    Tag den færdige kagebund ud af ovnen og lad den stå på køkkenbordet og køle helt ned.
    Den afkølede bagebund udstikkes med en rund udstikker på syv centimeter til 8 små kagebunde.

Overtræksmarcipan

  • Røremaskinen monteres med dejkrogen og alle tre ingredienser æltes sammen til en homogen masse. Tilføj mere glukosesirup, hvis det er nødvendigt.
    Overtræksmarcipanen kommes i en plastikpose, som lukkes godt til. Lad posen ligge ved rumtemperatur, imens du går videre til næste punkt.

Samling af kagerne

  • Den nu helt kolde creme piskes igennem med en elspisker og kommes herefter på en engangssprøjtepose og der klippes et hul i bunden af posen.
    Cremen fordeles herefter på halvdelen af kagebundene ved starte helt nede ved kagebunden og sprøjte cremen ud, imens sprøjteposen føres opad - en mængde der svarer til et stort æg er passende.
    Den resterende halvdel af kagebundene lægges ovenpå hver af de fire kager og presses en anelse ned mod cremen, så de ikke falder af.
    Piskeflødes pisken til et let skum og kommes på en engangssprøjtepose med en stor tyl påsat. Tyllen skal være en størrelse 18, og den skal være glat.
    Flødeskummet sprøjtes nu ud i store "bolde" på toppen af hver kage.
    Lidt flormelis drysses ud på bordet, og overtræksmarcipanen rulles ganske tyndt ud ovenpå flormelisen - så tyndt, som det er muligt.
    Overtræksmarcipanen skæres ud i fire runde cirkler på cirka Ø 15 centimeter. De skal være store nok til, at de som minimum kan dække kagerne.
    En kage overtrækkes med marcipan ved forsigtigt at placére et stk. overtræksmarcipan ovenpå "flødeskumsbolden". Marcipanen foldes herefter ned om kagen og ind i små "flæser" omkring bunden af kagen. Den overskydende marcipan i bunden skæres af med en skarp kniv. Gentag på de resterende kager.
    Kagerne stilles på køl i 60 minutter.
    Kagerne trilles herefter ganske forsigtigt i kakaopulveret.
    Servér.

Noter

Keyword Kage