Med opskriften her får du en sand chokoladedrøm til både børn og voksne. Brownien her er en smule svampet i konsistensen. Den smager godt i sig selv eller kan spises sammen med is og friske bær. Kagen egner sig godt til, at dit barn kan have med i skole eller institution på fødselsdage.

Du har sikkert mange af ingredienserne til brownien i dit køkken i forvejen. Opskriften er nem at følge, og brownien tager kun et kvarter at forberede. Herefter skal den tilberedes i ovnen i en halv times tid. Brownien er også lækker dagen derpå.

Klassisk brownie

Forb. tid15 min
Tilb. tid30 min
Samlet tid45 min
Antal: 12 Portioner

Ingredienser

  • 250 gram Mørk chokolade God kvalitet (minimum 54 %)
  • 250 gram Smør
  • 250 gram Sukker
  • 4 stk. Æg
  • 50 gram Kakao
  • 150 gram Hvedemel
  • 2 gram Groft salt Gerne en god kvalitet flagesalt, f.eks. Maldon

Sådan gør du

  • 1. Start med at tænde for ovnen på 170 grader varmluft.
    2. Smelt smørret og den mørke chokolade i en gryde under omrøring.
    3. Stil det til afkøling i fem til ti minutter.
    4. Kom æg og sukker i en skål og pisk det, til det bliver luftigt.
    5. Hold en sigte over skålen og drys hvedemel og kakaopulver gennem sigten.
    6. Vend forsigtigt det hele rundt.
    7. Tilsæt groft salt til blandingen.
    8. Rør forsigtigt det smeltede smør og chokolade i blandingen.
    9. Kom blandingen ned i en springform eller et ovnfast fad med bagepapir.
    10. Bag kagen i en lille halv times tid på den nederste rille i ovnen. Kagen bliver en smule klæg i midten. Ønsker du en mindre klæg kage, kan du forlænge bagetiden med fem til ti minutter.
    11. Tag kagen ud af ovnen og lad den køle af inden servering.