Selvom det kan være en grænseoverskridende oplevelse at se sit afdøde spædbarn, og som vil være forbundet med komplekse følelser og reaktioner, kan det være en hjælp på langt sigt at have sagt fysisk farvel til det lille barn.

Mange har erfaring med, at vished og afklaring er med til på lang sigt at skabe en ro, da man er bevidst om, hvordan barnet har set ud. Og mange vil have nemmere vil at forholde sig til bearbejdningsprocessen, når de har taget afsked med barnet.

Der er flere måder, hvorpå der kan tages en mindeværdig afsked med det afdøde spædbarn.

Herunder kan der læses nærmere om de praktiske omstændigheder i forbindelse med blandt andet navngivning og dåb.

 

Situationen omkring dødsfaldet

Der kan være forskellige situation omkring spædbarnsdød.

Det kan finde sted umiddelbart efter fødsel, og mens forældre og barn stadig befinder sig på hospitalet. Dødsfaldet kan finde sted i barnets første levetid og ske i hjemmet (for eksempel som vuggedød eller i forbindelse med ulykke). Endelig kan dødsfaldet opstå i forbindelse med en afbrydelse af en graviditet og som følge af sygdom hos enten mor eller foster, og hvor forældrene af respekt og værdighed på fostrets vegne vælger af afbryde graviditeten.

I alle tilfælde vil det være muligt som forældre at tage afsked det afdøde barn eller foster, hvilket vil være en beslutning, som skal træffes forældrene imellem.

Enhver sorgproces er individuel, og det er vigtigt, at enhver forældre træffer den beslutning, som er rigtig for én og i tro med den måde, han eller hun sørger på.

Forældrene skal i denne situation mærke efter, hvad den rigtige afsked for dem vil være og ikke mindst, hvordan det ønskes at foregå.

 

Den værdige og individuelle afsked

Forældrene kan blandt andet vælge mellem følgende måder at tage afsked på:

  • Røre og mærke barnet
  • Se og studere barnet
  • Tilbringe tid med barnet
  • Tage billeder af barnet
  • Mulighed for at tage barnet med hjem
  • Afklippe en tot af barnets hår, hvis muligt
  • Tage aftryk af barnets fødder og/eller hænder.

Typisk vil sygehuspersonalet tilbyde forældrene at møde og se deres barn. Det er vigtigt at vide, at der vil være god og rum tid omkring denne beslutning for forældrene. De kan således vente en dag med at se barnet, hvis det føles rigtigt for dem at vente lidt.

Den rigtige beslutning i en sådan situation vil altid afhænge af forældrenes ønske og med respekt for deres individuelle sorgprocesser.

For mange forældre kan det være en hjælp og støtte at få pårørende, familie og venner til at komme på besøg på hospitalet for at også at se barnet.

Dette kan hjælpe forældrene i tiden efter, at barnet er blevet begravet, og hvor det har stor betydning, at nære og bekendte kan tale med om barnet.

 

Muligheden for at navngive eller døbe barnet

En særlig værdi for forældrene kan det have at navngive eller få døbt barnet. Dette giver barnet en fuldendt identitet, selvom de aldrig nåede at opleve barnets fulde personlighed. Desuden giver det en vigtig symbolsk værdi omkring anerkendelsen af barnets eksistens og værdighed som menneske.

I denne forbindelse er det dog vigtigt at kende til de forskellige procedurer, som er gældende i forhold til blandt andet levendefødte samt dødfødte børn.

Der findes nogle specifikke regler, som er gældende i forhold til muligheden for enten navngivning eller dåb afhængig af tidspunktet for barnets eller fostrets død.

Herunder kan du få indblik i disse situationer og se, hvilke muligheder der findes.

 

Hvis barn er dødfødt før uge 23 i graviditeten

I dette tilfældet vil barnet blive betegnet som et foster, og det vil kun være muligt at få det indskrevet i kirkebogen i forbindelse med en kirkelig, ceremoniel handling (herunder for eksempel begravelse eller velsignelse).

Selvom barnet (eller fostret) ikke kan officielt navngives eller døbes, kan forældrene vælge at få det velsignet af hospitalspræsten eller en anden præst.

Derudover er det også muligt at få barnets uofficielle navn indskrevet i kirkebogen i anmærkningsrubrikken, som er det sted, al personregistrering finder sted.

I kirkebogen vil barnet stå registreret med sit uofficielle ’kaldenavn’.

 

Hvis barn er levendefødt, men død umiddelbart efter fødsel

Her er det muligt at få barnet navngivet, og forældrene kan få en officiel navneattest. I denne forbindelse får barnet også et CPR-nummer.

 

Hvis barn er levendefødt, men forventes at afgå ved død kort tid efter fødsel

Hvis der er tid til det, kan der finde en såkaldt nøddåb sted. Her vil der gennemføres en ceremoniel handling, hvor barnet bliver døbt. Det kan enten være hospitalspræsten, der står for handlingen, eller det kan være jordemoderen.

 

Støtte fra nære pårørende

En vigtig rolle i såvel den intensive sorgproces omkring dødsfaldet samt i den længerevarende bearbejdelsesfase over at miste sit barn spiller støtten fra den nærmeste omgangskreds.

Disse mennesker kan komme til at betyde en stor værdi i forhold til at hjælpe og støtte forældrene, og de vil ofte også selv have været en aktiv del i graviditetsforløbet i forhold til at glæde sig til at hilse på det kommende barn og skabt sig forestillinger om det.

Derfor kan det en god idé at lade de nærmeste mennesker og pårørende møde det afdøde barn.

Det kan være svært som pårørende at vide, om man skal give en gave til barnet.

Det kan være en lille, personlig genstand, som forældrene måske vælger selv at beholde som kærligt minde. Eller det kan være en betydningsfuld genstand, som skal følge med barnet i kisten.

Læs meget mere hos Foreningen Spædbarnsdød her.