Hvis man ønsker at prøve en lidt sundere version af den klassiske pandekage, kan man med fordel prøve at lave pandekager med havregryn. Det gør ikke som sådan pandekagerne sunde, men det giver dem lidt ekstra fibre, der er gode for dig. Man kan også selv justere hvor meget havregryn, man vil have i, alt efter hvor sunde de skal være.

Pandekager

Forb. tid 20 min
Tilb. tid 30 min
Samlet tid 50 min
Ret Brunch, Dessert, Snack
Køkken Dansk
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 200 gram Hvedemel
  • 1 dl Havregryn gerne finvalsede havregryn for konsistensens skyld
  • 3 stk. Æg
  • 1 tsk. Sukker
  • 4 dl Mælk
  • 2 spsk. Flydende fedtstof
  • 1 knivspids Salt

Sådan gør du
 

Fremgangsmåde

  • Start ved at hælde 3 dl af mælken i et skål og hæld derefter havregrynene ned i. Lad dette stå og bløde op i de næste 10 minutter. Når dette har stået i 10 minutter, kan du tilføje mel, sukker og salt og piske det hele godt sammen. Herefter tilsætter du et æg ad gangen og som det sidste tilføjer du det flydende fedtstof. Rør det hele godt sammen og lad det så hvile i køleskabet i 10 minutter. Når dejen har hvilet, kan du tilføje den sidste del af mælken, indtil dejen har den rette konsistens. Hvis du tilsætter alt mælken, vil du få nogle lækre, tynde pandekager. Hvis du vælger at tilføje mindre mælk, vil du få nogle lidt tykkere pandekager. Du kan selv vælge hvor tyk du vil have dejen, alt efter hvordan du bedst kan lide dine pandekager.
    Når du begynder at varme panden op, skal du lægge en smule fedtstof på midten af panden, som du derefter smører ud på hele overfladen med et stykke køkkenrulle. Det skal være et rimeligt tyndt lag, og du smider derfor bare det resterende fedtstof ud med køkkenrullen. Du kan nu komme dejen på panden. Bag pandekagen ved mellemvarme i omkring et minut på hver side. Når du tager pandekagerne af panden, kan du evt. ligge et stykke alufolie over tallerkenen for at holde pandekagerne varme.

Servering:

  • Pandekagerne kan spises med lige det tilbehør man foretrækker. En klassiker er dog at spise pandekagerne med frugt, syltetøj og måske et lille drys sukker udover. Du kan også spise den som en dessertpandekage med is til, hvis man foretrækker dette. Det er dog en lidt mere bastant version af pandekagen. 
Keyword Pandekager