Mistænker du eller dit barn at være smittet med fnat, bør du altid som det første opsøge en læge. Der er dog følgende symptomer, du kan være opmærksom på i forbindelse med smitte; ulidelig kløen, røde plamager eller knopper på kroppen eller små hvide streger i din hud.

Bliver du smittet med den humane fnatmide, vil kroppen et par uger efter smitte reagere på midernes afføring og æg ved at klø utroligt meget. Derudover vil der også forekomme røde knopper eller muligvis røde plamager rundt omkring på kroppen, og for nogle vil midegangene også være synlige som disse små hvide streger i huden.

Behandling af fnat med permethrin

Bliver du diagnosticeret med fnat, bør du straks gå i behandling. Denne behandling vil typisk bestå af en fnatkur i form af en creme – den mest gængse og udbredte fnatkur er nix creme.

Nix creme kan købes på recept eller som håndkøb på diverse apoteker og indeholder det aktive stof permethrin, som er det, der dræber fnatmiderne og deres æg. Cremen påføres grundigt over hele kroppen, med undtagelse af ansigt og hår, om aftenen inden du går i seng, og du skal herefter sove med cremen på. 10-12 timer senere skal cremen vaskes af, og du skal nu vaske dit sengetøj, håndklæder og alt tøj du kan have brugt, mens du var smittet ved minimum 60 grader. Tekstiler der ikke kan vaskes henstilles urørt i aflukkede plastikposer i minimum fire døgn – efter fire døgn uden en vært vil eventuelle fnatmider dø. Derudover rengøres resten af hjemmet grundigt. Hele behandlingen gentages efter 7 dage.

Efter behandling med fnatkur

Når du har gennemført behandlingen nøje, skal du kontakte alle, som du potentielt kan have smittet. Typisk smitter fnat ved længere kropslig kontakt som under samleje eller ved brug af de samme tekstiler – der kan dog også være en risiko for smitte ved kortere fysisk kontakt.

Derudover skal du i ugerne efter din behandling være opmærksom på de ovenstående symptomer for fnat for at holde øje med, om behandlingen var succesfuld. Vær dog opmærksom på at selve kløen kan fortsætte nogle uger efter fnatkuren uden at dette er ensbetydende med, at denne var mangelfuld – du kan lindre den kløe ved brug af en almindelig bodylotion.

Kontakt altid din læge hvis du er i tvivl, om du stadig er smittet.