Vandbakkelser med kagecreme er en skøn kage, der er sprød og blød, let og fed på én og samme tid!

Det vigtigste, når man laver vandbakkelser, er at ens ovn varmer jævnt, samt at man bruger en elpisker, så man er sikker på, at æggene bliver pisket ordenligt.

Her har vi valgt den nemme løsning og brugt et brev færdig kagecreme, lige til at røre op med mælk og derefter blande med flødeskum til en let og luftig creme. Du kan naturligvis selv lave din kagecreme fra bunden, men den færdige udgave fungerer faktisk ganske udmærket.

Vandbakkelse med creme

Forb. tid 20 min
Tilb. tid 40 min
Ret Bagning, Sødt
Antal 4 personer

Ingredienser
  

Vandbakkelse

  • 100 gram Hvedemel
  • 80 gram Smør
  • 3 stk. Æg
  • 2 dl Vand

Kagecreme

  • 1 brev Kagecreme pulver
  • 1/2 liter Fløde

Sådan gør du
 

Vandbakkelse

  • Start med at tænde ovnen på 200 grader varmluft.
    Kom vand og smør i en gryde og bring det i kog. 
    Når blandingen koger, kommes melet  i, og det røres hurtigt sammen. Brug et kraftigt håndpiskeris, da det kan være en sej omgang. 
    Når melet slipper gryden, tages den af varmen.
    Lad dejen køle lidt af (hvis dejen er for varm, når æggene piskes i, vil dejen ikke samle sig).
    Når dejen er kølet lidt af, piskes æggene i et af gangen (brug evt. en elpisker).
    Når alle æg er pisket i, og dejen har samlet sig, kommes den i en sprøjtepose.
    Dejen sprøjtes ud i ensartede, runde boller på en bageplade med bagepapir.
    Bag vandbakkelserne midt i en varm ovn i 15-30 minutter.
    Ovnen må ikke åbnes de første 15 minutter, da vandbakkelserne så vil falde sammen.
    Når bagetiden er gået, og vandbakkelserne er let gyldne, tages de ud. af ovnen.

Kagecreme

  • Tilbered kagecremen som anvist på pakken.
    Pisk fløden til skum.
    Vend kagecremen sammen med flødeskummet til en let og luftig creme.
    Fyld en passende mængde creme i de afkølede vandbakkelser.
    Serveres straks!

Noter

Du kan smage cremen til med forskellige smagsgivere, f.eks. likør, bær eller krydderier som kanel eller kardemomme. 
Bryder du dig ikke om blandingen af kagecreme og flødeskum, kan du droppe kagecremen og blot fylde kagerne med flødeskum og bær. Det smager også godt!